Unormalt Vandforbrug i Vang

Hold lige øje med din vandmåler og se efter om der pludseligt er kommet vand i din have, hvor der ikke plejer at være. Se også efter om der er kommet vand de forkerte steder på din aftentur gennem byen.

Billedet viser de seneste dages forbrug – indtil fredag den 22. juli kl 15:30

“Byen” dækker fra Ringedalsvej, Paradisvej og til spejderhytten på Finnedalsvejen samt Vangevejen fra Udsigten og ned til havn og strand.
“Sommerhus” er Borregærdet, Fuglebakken og Ved Brønden, samt Vang 1- 23.
“Landet” er Borrelyngvej, Dalegårdsvej, Hyldegårdsvej, Kirkevej, Krakvej, og Nørre Krak

Tak for hjælpen
Mikael Boldt
Næstformand
Vang Vandværk

Tour de Vang 2022 – Ruten

Der er igen i år overvældende tilslutning til årets Tour de Vang ❤️ Vi er 17 husstande og ca. 46 deltagere, heraf 5 mindre børn.

Vi synes, at når der er nye beboere med, så skal vi da forbi alle igen 😀 – Formålet er jo at lære hinanden at kende og se hvor vi bor.
Nogle huse går vi bare forbi og kikker på, andre besøger vi.

Vi starter kl 16 hos Iris og Holger, Vang 10, Kjølleregård, og ender hos os på Finnedalsvej 3 ved 23.00 tiden med grill. Traditionen tro.

Medbring eget drikke glas/kop/krus

Ved hvert besøg serverer værten/værterne en forfriskning efter eget valg. Dog ikke ved de steder vi blot stopper for et kik udefra.

Vel mødt til en hyggelig eftermiddag og aften.
1. Iris og Holger, Kjølleregård, Vang 10 kl . 16.00
2. Kirsten, Jasper, Lille Kay Green Riis- Hansen Fuglebakken 34 16.30 Kik – byggegrund
3. Werner og Pia Pass, Ved Brønden 9 kl. 16.35
4. Eva og Jens Garde, Vang 39 kl. 17.00
5. Eva Sinding Franch, Vang 41 kl. 17.25 Kik
6. Susanne og Erik Ditlevsen, Vang 28 kl. 17.30
7. Birgitte og Thomas Barfoed, Vang 45B kl. 17.55
8. Kamilla og Thomas Haderup,, Ringedalsvej 10, kl. 18.25
9. Charlotte og Bendy Haagensen, Vandmøllevej 6, kl. 19.00 Kik
10. Filippa, Jakob og Sara Friis, Vandmøllevej 2a kl. 19.05 Have
11. Christine, Jacob, Eva Andersen (flytter ind i Vang 93) kl. 19.30 Kik
12. Jeanne & Søren, Vang 50 + Camilla, Vang 60 “Kongensgade” kl. 19.35 Hus – samlet
13. Tine og René Wock, Røgeriet, Vang 52 kl. 20.00
14. Birthe Rasmussen (Vang 56) – udlejet
15. Mikael Boldt, Vang 69 kl. 20.25
16. Nina og Inger Stork, Paradisvej 3, kl. 20.50
17. Karin og Michael Gerstensenfeldt, Paradisvej 10, kl. 21.15
18. Jeanette, Michael, Sara, Finnedalsvej 3, kl. 21.40 (med Catherine, Hans, Lucas og Lara-Camille, Vang 75, som bor hos Jeanette og Michael)

Brunch i Salteriet på Søndag

Kære Vangeboere

På søndag den 10. juli kl 10.00 er der fælles brunch i Salteriet.

Vi sørger for alt det spiselige, men medbring egen kop, tallerken og glas – men også gerne en kande kaffe, hvis I har mulighed for det.

Tilmelding ikke nødvendigt.

På gensyn

Marie og Birte (mob. 2941 9020),
Vang Beboer- og Grundejerforening.

Sankt Hans Aften 2022 – Fællesspisning, Bål, Dagen derpå

Torsdag den 23. Juni 2022 havde Beboer og Grundejerforeningen inviteret på Kyllinge-Paella
Efterfølgende var der bål i det gamle stenbrud, hvor granit-væggen på den ene side og solnedgangen dannede en flot ramme for de ca 150 fremmødte tilskuere.

til Birthe Jensen for billederne.


Vil du også have et billede eller flere i vore fotoalbum, så send billede med tekst til admin@vang.nu
Fortæl, hvor, hvornår og andet om billedet.

Fællesspisning Sankt Hans Aften

Vi har sådan fået lyst til at fyre op under paella-panden på torsdag.

Medlemmer af Beboer- og Grundejerforeningen inviteres derfor til fællesspisning Skt Hans aften 23/6 kl 19:00 i Salteriet.

Tilmelding er nødvendigt og skal ske senest tirsdag 21/6 til Jeanne 30180594 – gerne på SMS.

Fællesspisningen er gratis, men medbring selv drikkevarer og glas. På gensyn!

På foreningens vegne
Jeanne

Dagen derpå – Vi puster liv i Gløderne

Der er godt med varme i et Skt Hans bål, og dagen efter er det stadig muligt at få tilstrækkeligt med varme ud af gløderne til at der kan varmes en pølse, bages et sno-brød, eller lignende.

Har du du lyst, så flyt din grill-aften til bålpladsen syd for Vang Havn.

Husk: Det du selv skal bruge.

Jeg roder op i gløderne omkring kl. 18

Alle er velkommen

Mikael

Benjamin Aggerbæk spiller på Cafe Solvang

Torsdag d. 16. juni kl.20:00 er der hyggelig live musik hos Café Solvang med . Udendørs hvis vejret er godt, ellers indendørs.

Benjamin Aggerbæk er komponist, sanger og ildsjæl.

Hans indtil nu fire albums dækker alt fra det folk’ede til det jazz’ede – fra en farverig vokal og akustisk guitar til stort anlagte orkesterplader med masser af blæs og stryg. Benjamin Aggerbæk mestrer begge formater og optræder hos Café Solvang alene med sin guitar i bedste Sing and Songwriter stil. Kom og nyd en hyggelig aften i Vang.

Det er gratis for alle gæster og kræver ikke tilmelding.
Alle er velkomne.

Med venlig hilsen
Thomas Silfen, Café Solvang

Åben Vandmølle Søndag den 19. juni 2022

Dansk Mølledag er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor historiske vand- og vindmøller i hele Danmark åbner dørene.

Vang Vandmølle er åben fra kl.13 til 15. Her er chancen for at se vores vandmølle indvendigt og høre om dens historie fortalt af medlemmer fra Foreningen Bornholm.

Vandmøllen er en af 8 åbne møller på Bornholm. Læs mere her:
Dansk Mølledag på Bornholm

Med venlig hilsen
Peter Christophersen
Vang 101

Vang Petanque Open starter sæson 2022

Hver tirsdag i juni, juli og august mødes vi kl. 19.00 til et spil Petanque og hyggeligt samvær på Vang havn. Man er velkommen til at tage aftenkaffen eller andet med.

Første gang er Tirsdag den 7. Juni. Vel mødt.

Vi har gennem tidligere sæsoner udviklet regler som sikrer at alle kan være med og alle får mest mulig spilletid.

Det er nu 4. sæson at vores Petanque-bane er i brug og allerede nu har flere bus-turister og vandrerer gjort holdt her og spillet en omgang inden de skulle videre.

Vang har nok den bedste og smukkest beliggende petanquebane på hele Bornholm. Banen er jævn og hård, bygget på et fundament af sten-mel, og så ligger den et stenkast fra vandet med udsigt over Vang by og Hammerknuden.

I kassen ved siden af banen er der kugler, spilleregler og score-lister.

Det er gratis. Der er kugler nok så hele familien eller vennekredsen kan være med. Husk blot at rydde op efter jer.

I tilfælde af regn kan vi rykke i salteriet og finde nogle andre spil frem.