Vang er et aktivt samfund som gerne vil samle alle omkring vores lille perle midt i Østersøen.
Vang beboer og grundejerforening har nu sat datoer på nogle af vores faste arrangementer i løbet af året.
Der kommer flere arrangementer til, så hold dig orienteret på hjemmesiden Vang.nu på facebookgruppen: ”Naboer i Vang” eller tilmeld dig vores nyhedsbrev her på hjemmesiden.
Alle er velkommen til at byde ind med arrangementer f.eks. fælles gå ture, spille- / syng-sammenaftner eller andet. Skriv blot til admin@vang.nu, så kommer det på hjemmesiden.
Husk vores generalforsamling d. 2. juni kl. 19.00
Strandrensning og klargøring ved stenmonumentet
d. 18. april kl. 10.00 mødes vi alle på Vang havn og går en tur langs kysten. Nogle tager turen fra Vang mod pissebækken og andre fra Jons Kapel mod Vang og en tredje gruppe går fra Vang mod pieren. Der bliver udleveret sække. Vi skal også gøre klar om stenmonumentet og derfor anbefales det, at der medbringes rive, hakke, skovl, kost, spand eller trillebør evt. en rosensaks. Når klokken er 12.30 er der pølser og brød til alle der har hjulpet til. Vel mødt.
Petanque
Petanquebanen er åben for alle hen over sommeren.
Petanque er et hyggeligt spil som alle kan deltage i. Der er kugler i kassen ved banen.
Har du lyst til at arrangere turnering eller blot lede et hyggeligt aftenspil, så meld dig gerne.
Generalforsamling
Vang beboer og grundejerforening afholder generalforsamling d. 2. juni kl. 19.00 i Salteriet.
Dagsorden ifl. Vedtægterne.
Regnskab og vedtægtsændringer kan ses på hjemmesiden ugen inden generalforsamlingen.
(Hvis Salteriet ikke skulle være klar til den tid, finder vi et andet sted og melder ud både via hjemmesiden og facebook.)
Sankthansbål
d. 23. juni holder Vang beboer og grundejerforening Sankt Hans i det gamle stenbrud mellem Vang havn og pieren. Vi tænder bålet kl. 21.00 og synger et par midsommerviser samtidig med vi ser solen gå ned.
Dagen derpå – den 24. Juni
Vi puster liv i Gløderne.
Der er godt med varme i et Skt Hans bål, og dagen efter er det stadig muligt at få tilstrækkeligt med varme ud af gløderne til at der kan varmes en pølse, bages et sno-brød, eller lignende.
Har du lyst, så flyt din grill-aften til bålpladsen
Sommerfest på Vang havn
d. 18. juli holder vi sommerfest i Vang med telt på havnen. Alle medbringer lidt salat, brød eller andet tilbehør til det fælles buffetbord (man medbringer det som svarer til det antal personer man deltager med). Enhver tager sit eget bestik, tallerken, glas/kop samt drikkelse med. Vang beboer og grundejerforening sørger for grillgris og kage til dessert. Medlemmer gratis, evt. feriegæster i Vang betaler 75 kr. pr. person.
Dagen før mødes vi til oppyntning og bordopsætning og dagen efter hjælpes vi med at rydde op – mere om dette senere.
Tour de Vang
d. 24. juli kl. 16.00 har Jeanette og Michael Borges arrangeret Tour de Vang, følg med i gruppen ”Naboer i Vang” og meld til, hvis du vil være med og evt. have besøg.
Juletræstænding og julehygge
Fredag d. 27. november kl. 16.30 mødes vi til hygge på Vang havn. Vi tænder juletræet kl. 16.30 og planlægger at holde fælles spisning i Salteriet efterfølgende (ca. kl. 17.00). Enhver medbringer en ret, en salat eller brød svarende til det antal man møder op med. Der skal også medbringes bestik, tallerken, glas/kop, servietter samt drikkelse til eget behov.
Julekalender i december
Vi satser igen i år på, at vi kan mødes kl. 17.00 i december og åbne kalenderlåger. Mere om dette når vi nærmer os.
Nytår
Vi ønsker hinanden godt nytår på Vang havn d. 1.1.27 kl. 00.15 og skåler nytåret ind. Vang beboer og grundejerforenings er vært om bobler. Tag gerne dit eget glas med.
God Påske og glædeligt forår
med venlig hilsen
Iris Viborg Kofod
